Solskjær vender tilbage til Molde: Jeg blev sulten

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Ole Gunnar Solskjær er ny træner i Molde, som han tidligere har gjort til norsk mester i 2011 og 2012. Det skriver fodboldklubben onsdag i en pressemeddelelse.

Den tidligere Manchester United-angriber, som er mest kendt for at score det udlignende mål til 2-2 i Champions League-finalen i 1999, har skrevet under på en tre og et halvt år lang kontrakt med den forsvarende norske mesterklub.

Solskjær har tidligere trænet Molde fra 2010 og frem til januar 2014, hvorefter han blev ansat som manager i Cardiff.

Opholdet hos den walisiske klub blev dog ikke en succes for den 42-årige nordmand, som fik sparket i september samme år. Siden har han været arbejdsløs.

- Jeg havde lovet familien at holde et år fri, men så begyndte jeg at blive sulten for at komme tilbage. Jeg har haft en dialog med Molde et stykke tid, og det har tændt mig, siger han til klubbens hjemmeside ifølge NTB.

Der resterer tre kampe i Tippeligaen, hvor det med stor sandsynlighed ender med, at Rosenborg bliver mestre. Det skal der rettes op på i næste sæson, forsikrer Solskjær.

- Vi skal vende udviklingen, vi har haft i år, og det skal gøres ordentligt.

- Vi skal vinde marginalerne tilbage og se på, hvorfor klubben ligger nummer syv i år, når den var suveræn sidste år. Vi skal have sulten tilbage for at tage kampen op mod det hold, der stak af i år, siger han.

I august sagde Molde farvel til træner Tor Ole Skullerud, mens assistenten Erling Moe har haft det midlertidige ansvar siden og fortsætter i trænerstaben.

Solskjærs første kamp som Molde-træner bliver torsdagens hjemmekamp i Europa League mod skotske Celtic.

/ritzau/