»Som en bowlingkugle der rullede hen over byen«

CNN skriver, at selv forældre til overlevende har svært ved at samle tankerne om naturkatastrofen, der gik særligt hårdt ud over Plaza Towers Elementary School.

»Jeg er uden ord. Hvad skete der lige? Og hvorfor? Pludseligt var alt væk«, sagde Moore-borgeren Norma Bautista kort efter tornadoens indtog i Moore, der huser 55.000 indbyggere.

Naturkræfterne gik også ud over byens hospital, hvor mindst 145 personer blev transporteret til andre hospitaler i Oklahoma City og omegn.

»Vores hospital er blevet ødelagt. Vi havde et to etagers hospital, nu har vi kun én tilbage. Og dér kan man ikke længere være,« er borgmesteren i Moore, Glenn Lewis, citeret for.

Flere amerikanske medier skriver, at to læger måtte lukke sig inde i en stor fryser for at overleve.

CNN har vist billeder af Moore-indbyggeren Lando Hite, der står i bar overkrop dækket af mudder under et interview. Her beskriver han, hvordan tornadoen tæskede løs på familiens gård, hvor der også befandt sig 80 heste.

»Det var ligesom i filmen ’Twister. Der var heste og alt muligt i himmelen,« sagde gårdmanden, der slap med små skrammer.

Tirsdag kom det frem, at lokalt politi havde fundet en kvinde og hendes syv måneder gamle barn i walk-in-fryser, begge døde.

CNN-meteorologen Chad Myers beskriver tornadoen som »en bowlingkugle der rullede over byen og ødelagde alt på sin vej«.

»Folk har oplevet vinde på 140 til 160 miles per hour (225 til 258 kilometer i timen, red.). Det mindede om Andrew-orkanen i Homestead bortset fra, at i Oklahoma varede det kun i få minutter. Skaderne i de to byer ligner hinanden,« siger Chad Myers, der henviser til en orkan i 1992, der kostede 65 amerikanere livet - dengang det højeste tabstal som følge af en orkan i amerikansk historie.

Dagens Gossip