Somalia debuterer ved bandy-VM med scoring

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

Det er ikke ofte, man ser Somalia ved internationale sportsbegivenheder. Og indtil for nylig var det en nærmest en urealistisk tanke, at det urohærgede land i Østafrika skulle stille op ved VM i en udpræget vintersport.

Men mandag formiddag dansk tid har Somalia fået sin ilddåb ved B-VM i bandy i en kamp mod Tyskland.

Tyskerne vandt med 22-1 i premieren, der blev afviklet i Irkutsk i Sibirien, men det var forventet, at debutanterne ville lide et klart nederlag i en sport, der minder om en slags ishockey på stor bane.

Ingen af de 22 spillere havde nogensinde stået på skøjter, før de i sommer blev en del af et integrationsprojekt i den svenske by Borlänge.

Borlänge-borgerne frygtede, at de senere års ankomst af flere tusinde somaliere til byen ville skabe problemer, men man fandt en løsning ved at introducere de nyankomne til den ikke specielt udbredte vintersport.

- Jeg tænkte, at integration gennem sport var en god måde at gribe tingene an på. Det er noget, alle kan være fælles om. Hvis vi alle kunne gøre noget sammen, ville det afhjælpe problemerne, siger lederen af projektet, Patrik Andersson, til CNN.

Oprindelig var det planen, at det skulle dreje sig om fodbold, men på Anderssons foranledning faldt valget altså på bandy, der er meget populært i Sverige.

- Folk på gaden troede, at jeg var vanvittig. Folk i Somalia sagde det samme. Det nationale bandyforbund mente det også. Men vi er kommet langt, siger Patrik Andersson.

Holdet ved VM består af 22 spillere, der har spillet fodbold, men aldrig været på is før.

- Bare at være med er en sejr, uanset om vi vinder eller taber, sagde en af spillerne, Ahmed Hussain, før VM-starten.

- Okay, vi vil da gerne lave et mål, lød målsætningen.

Den blev mandag opfyldt allerede i første forsøg, og så lever spillerne nok med 1-22-nederlaget.

I de kommende dage skal Somalia spille tre yderligere kampe ved VM mod Ukraine, Japan og Mongoliet.

/ritzau/