Sommerhuse oversvømmet: Beboere reddet ud i både

Skrevet af admin

07/12/2013

Mest læste i dag

Selvom oversvømmelserne er på tilbagetog efter stormen Bodil, er der stadig nogle områder på Sjælland, der har problemer med forhøjet vandstand.

I sommerhusområdet Hyllingeriis ved Roskilde Fjord har Nordsjællands Politi natten til lørdag været nødt til at redde nogle få beboere ud af boliger.

- Vi sejler rundt i små både og redder folk ud af husene, sagde operationsleder Steffen Østergaard fra Nordsjællands Politi natten til lørdag.

- Nogen havde hørt nogen råbe om hjælp, tilføjede han.

Politiet har også haft en traktor i brug i redningsaktionen.

Også i Gentofte har vandet givet problemer. Et plejehjem med 210 beboere er natten til lørdag blevet evakueret på grund af vand i boligerne.

De ældre er blevet indkvarteret på andre plejehjem i kommunen, lyder det fra Nordsjællands Politi, som endnu ikke ved, hvornår beboerne igen kan vende tilbage til deres boliger.

I Jyllinge er flere mennesker blevet hjulpet væk fra et oversvømmet parcelhuskvarter i byen. Cirka 240 beboelser er berørt af vandmasserne, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi har haft nogle høje køretøjer dernede for at få nogle folk ud, siger vagtchef Claus Simonsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Stormfloden er ellers ved at aftage i de berørte områder på Sjælland.

Lørdag morgen bliver der pumpet vand væk fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde, som fredag blev ramt af mindre oversvømmelser.

Midt- og Vestsjællands Politi forventer, at vandet har trukket sig helt tilbage inden for et døgns tid, og så kan skaderne derefter gøres op, lyder det.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser på Twitter, at Farøbroen er åben for trafik i begge retninger efter stormen Bodil, der lukkede både større og mindre broer torsdag og fredag og lammede infrastrukturen i Danmark.

/ritzau/