Sommervarmen fordufter i weekenden

Kigger man på kalenderen, er sommerens dage ved at være talte.

Og skeler man til vejrudsigten, så er det efterhånden heller ikke meget, der rimer på sol og varme.

I weekenden dykker temperaturerne ned under 20 grader, og fra oven kommer der formentlig både regn og torden, men også en anelse sol.

- Det er ikke sommervejr, vi har på programmet. Dagen i dag (fredag, red.) er det, vi efterhånden kender, med blandet vejr. Der kommer både sol, skyer og byger. Nogle steder kan det godt blive kraftige byger med torden. Det er samtidig sidste dag, vi kan mærke lidt af restvarmen fra sommeren, fortæller Jørn Thomsen, vagthavende meteorolog hos DMI.

Fredag kan termometret vise omkring eller over 20 grader, men i løbet af weekenden trækker et lavtryk ind fra Nordsøen og bringer koldere temperaturer med sig.

- Lørdag bliver stort set tør med en del skyer og lidt solskin. Men temperaturerne ligger i underkanten af 20 grader, fortæller Jørn Thomsen.

Mens der ikke bliver det store behov for paraply og regntøj lørdag, ser søndag mere våd ud med 17 til 18 graders varme.

- Det begynder allerede at trække op fra vest natten til søndag, siger Jørn Thomsen.

Ifølge de nuværende prognoser ser det også ud til, at man lige så godt kan lade de varme trøjer ligge fremme et stykke tid.

- De næste fem til 10 dage ser det sådan ud, men det kan selvfølgelig godt vende derefter. Vejret kan godt igen blive sommerligt i slutningen af august eller i begyndelsen af september, lyder det fra Jørn Thomsen.

/ritzau/

Dagens Gossip