Sony bryder tavsheden i Keshas retssag

Retssagen mellem "Tik-Tok"-sangerinden Kesha og musikproduceren Dr. Luke er indtil videre ikke gået sangerindes vej.

Kesha, der ønsker at blive løst fra sin kontrakt med Dr. Lukes pladeselskab, har anklaget produceren for voldtægt og overgreb. Men retten har ikke givet sangerinden medhold i, at hun kan rive kontrakten mellem de to i stykker.

Retten afviste at lade Kesha bryde kontrakten, der binder hende til seks album og dermed et fortsat samarbejde med Dr. Lukes pladeselskab Kemosabe Records. Pladeselskabet Kemosabe Records er et datterselskab til Sony.

Onsdag tog sangerinden til genmæle på Facebook. I en udtalelse forklarede den 28-årige "Timber"-sangerinde, at retssagen ikke handler om at få en bedre pladekontrakt.

- Det her handler om at slippe fri fra min overfaldsmand. Jeg vil være villig til at arbejde med Sony, hvis de gør den rette ting og bryder båndene, der binder mig til min overfaldsmand, skrev sangerinden blandt andet på sin Facebook-profil.

Nu bryder pladeselskabet Sony, der huser Dr. Lukes pladeselskab, Kemosabe Records, tavsheden og forklarer, hvorfor selskabet ikke kan løsne Kesha fra kontrakten.

- Sony har gjort det muligt for Kesha at indspille uden nogen forbindelse, involvering eller interaktion med Luke overhovedet, men Sony er ikke i stand til at opsige den kontraktlige relation mellem Luke og Kesha, fortæller Scott A. Edelman, der er advokat for Sony, til The New York Times.

- Sony gør alt, hvad selskabet kan for at støtte artisten under disse omstændigheder, men Sony er lovmæssigt ikke i stand til at opsige kontrakten, som selskabet ikke er en part i, lød forklaringen desuden.

Dr. Luke, med det borgerlige navn Lukasz Gottwald, har tidligere på ugen givet udtryk for, at han mener, at Kesha bruger voldtægtsanklagerne som et middel til at presse ham til at ophæve pladekontrakten.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip