Sony-hackere truer biografgængere: Husk 11. september 2001

Skrevet af admin

17/12/2014

Mest læste i dag

Filmpremieren på den amerikanske komedie "The Interview," der skulle have fundet sted i New York torsdag, er blevet aflyst.

Det oplyser en talsmand for Sunshine Cinema, der er en del af biografkæden Landmark.

Beslutningen kommer, efter at hackere fra gruppen Guardians of The Galaxy har truet med angreb mod biografgængere, der tager ind for at se komedien om et drabsforsøg på den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

- Snart vil verden se, hvilken forfærdelig film Sony Pictures Entertainment har lavet. Verden vil være fyldt med frygt, lyder det i meddelelsen fra hackergruppen ifølge Los Angeles Times.

- Husk 11. september 2001. Vi anbefaler, at du holder dig for dig selv og væk fra stederne på det tidspunkt, forlyder det.

Truslen kommer i kølvandet på et stort hackerangreb mod det japanske selskab Sony.

Det er ikke klart, hvem der har brudt ind i Sonys computere, men der er blevet spekuleret i, at det kan være nordkoreanske computereksperter på grund af netop "The Interview," der har premiere i USA og Canada 25. december.

Sony har meddelt, at man ikke vil trække filmen tilbage, men at biografejere ikke behøver at vise komedien, hvis de ikke har lyst.

Amerikanske sikkerhedskilder udtaler, at de ikke har fundet noget, der underbygger truslen, men ifølge politiet i Los Angeles og New York bliver den dystre advarsel taget alvorligt.

Carmike Cinemas, der ejer 278 biografer i 41 amerikanske delstater, oplyste tirsdag, at filmen ikke vil blive vist i deres biografer.

Andre biografejere holder fast i, at komedien skal vises.

- Sony har ret til at lave filmen, og vi har ret til at vise den. Censur er generelt en dårlig ting, siger Tom Stephenson, der er administrerende direktør for Look Cinemas.

Seth Rogen og James Franco spiller to tv-værter, der hyres af CIA til at dræbe deres fan Kim Jong-un. De to skuespillere har aflyst planlagte interviews med medierne onsdag og torsdag.

Nordkorea har afvist, at landet skulle stå bag det ødelæggende cyberangreb på Sony Pictures Entertainment i USA, men regimet i Pyongyang kalder samtidig angrebet for "fuldt berettiget".

/ritzau/Reuters