Sorgenfrey: FTF går ind i kampen for dagpenge

Regeringen kan formentlig se frem til et hedt forår, når det gælder spørgsmålet om, hvad der skal ske med danskere, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet.

Enhedslisten opfordrer fagbevægelsen til at fortsætte kampen for at få ændret dagpengereglerne i foråret.

Opfordringen kommer, selvom partiet netop har indgået en finanslov med regeringen, der sikrer kontanthjælp i seks måneder til dagpengemodtagere, som står til at falde ud af systemet fra nytår.

Ifølge formand for FTF Bente Sorgenfrey vil hun fortsætte med at lægge pres på regeringen for at få ændret reglerne om genoptjening, så danskerne igen får mulighed for at genoptjene retten til dagpenge på seks måneder frem for et år.

- Vi vil fortsætte presset på regeringen, for vi mener, at det er helt afgørende, at man ændrer genoptjeningskravet og de supplerende dagpenge, siger Bente Sorgenfrey og fortsætter:

- Det handler om synet på, at vi skal have et fleksibelt dagpengesystem, som understøtter dagpengemodtagerne, når de er inde og ude af arbejdsmarkedet.

- At det ikke er med i finanslovforhandlingerne betyder ikke, at vi læner os tilbage og siger, det var sørme ærgerligt, siger Bente Sorgenfrey.

Hun hæfter sig ved, at Margrethe Vestager i forbindelse med de afsluttende forhandlinger om finansloven erkender, at dagpengeslagsmålet ikke er slut.

- Er der en ting, jeg ikke vil udelukke, så er det, at Enhedslisten vil blive ved med at diskutere dagpenge, lyder det fra Margrethe Vestager.

Enhedslistens finansordfører Frank Aaen kritiserer dog fagbevægelsen for at indgå en aftale om akutjob med regeringen og arbejdsgiverne, som har gjort det sværere at finde en mere permanent løsning i forhandlingerne om finansloven.

- Måske har toppen af dansk fagbevægelse også lært noget. At den bør være meget mere aktiv, end den har været i den seneste periode, siger Frank Aaen.

Den kritik afviser Bente Sorgenfrey dog:

- Vi har løbende været i dialog med politikkerne og prøvet at presse så meget som muligt. Men vi er også stødt mod den mur, som jeg kan forstå, at Enhedslisten også er, nemlig at regeringen ikke politisk har villet give sig på dagpengespørgsmålet, siger Bente Sorgenfrey.

Dagens Gossip

Dagens TV