Sorgenfrey: Jobpakke er en julegave

Julestemningen er reddet for mange af de langtidsledige, der ellers kunne frygte at skulle gå fra hus og hjem, når effekten af dagpengestramningerne slår igennem fra nytår.

Den nye akutpakke II vil endelig sikre en stor del af de langtidsledige et job, vurderer Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF med 450.000 offentligt og privat ansatte.

- Det er en god julegave til de folk, der er i fare for at falde ud af dagpengesystemet. Det at arbejdsgiverne forpligter sig til at ansætte de, der har stået længst i ledighedskøen, er et signal, vi har ønsket rigtig længe, siger hun.

Regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner har med den nye akutpakke aftalt af skaffe 12.500 job. Men da LO forventer, at op mod 20.000 ryger ud af dagpengesystemet til næste år, slår den akutpakke selvsagt ikke helt til.

- Det er bedre end ingen job. Og vi har set, at den tidligere akutpakke har skaffet job. Når a-kasserne og jobcentrene indkalder de udfaldstruede til samtalerne, så bliver bunken mindre. Så jeg har en tro på, at en stor del af de udfaldstruede får mulighed for et jobtilbud. Så må vi se, hvordan det virker, siger Bente Sorgenfrey.

Dagens Gossip