Sorggrupper for forældre ved spædbarnsdød

Når forældre mister et spædbarn eller mister et foster under graviditeten, går de en svær tid i møde. Den svære tid vil Region Syddanmark gerne hjælpe dem igennem, og derfor vil regionens Sundhedssamordningsudvalg efter tirsdagens udvalgsmøde anbefale regionsrådet, at der etableres sorggrupper for forældre, der mister et barn, fire steder i regionen.

- At miste et spædbarn eller et foster er en så traumatisk oplevelse, at vi fra regionens side meget gerne vil gå ind og støtte op om forældrene. Derfor indstiller vi til regionsrådet, at vi opretter fire sorggrupper, hvor professionelle sundhedsmedarbejdere skal tage hånd om og guide forældrene gennem tiden efter tabet, siger Bo Libergren (V), der er formand for Sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark.

185 par kan få hjælp

Region Syddanmark har på baggrund af tidligere års optællinger af spædbarnsdød vurderet, at omkring 185 par årligt vil kunne få brug for det nye tilbud.

Prisen for de fire nye sorggrupper ligger på 1,6 millioner kroner årligt, og hvis regionsrådet godkender dem på deres næste møde 24. februar, vil sorggrupperne blive oprettet fra den 1. april i Odense, Kolding, Esbjerg og Sønderjylland.

Dagens Gossip

Dagens TV