Sosu-assistent: Hvornår var det, jeg blev fuldstændig ligeglad med mit arbejde?

Vi bringer Heidi Møller Madsens debatindlæg med hendes tilladelse. Det er oprindeligt publiceret på Uden Filter.

Dette indlæg har været rigtig svært for mig at skrive. Jeg har gået med det i hjertet og vendt og drejet det i mit hoved. I virkeligheden har det været færdig skrevet i flere måneder, men er alligevel først blevet udgivet nu. Både fordi de politikere jeg oprindelig skrev til, nu ikke længere er ministre, men også fordi det på en måde er blevet et hjertebarn for mig.

Hvordan får jeg forklaret mig rigtigt?

Nu har jeg været i social- og sundhedsfaget i næsten 10 år. Der er godt nok sket meget. Struktur ændring på struktur ændring. Nedskæring på nedskæring. Faktisk kan jeg ikke se, der overhovedet, er sket noget godt inden for dette fag, de sidste 10 år.

Jeg bliver bare nødt til at spørge: ” Hvornår var det jeg blev fuldstændig ligeglad i mit hverv som social-og sundhedsassistent? ”

Som fx den dag hvor Fru Larsen flyttede ind på plejehjemmet. Det havde været en hektisk dag og hen på aftenen ringede Fru. Larsen nødkald. Hun skulle på toilettet. Ud i det blå siger jeg: ” Det gør ikke noget Fru. Larsen. Du har jo ble på! ” I samme sekund slog det mig, Fru. Larsen faktisk ikke har ble på, og selvfølgelig skal Fru. Larsen, ble eller ej, da ikke ligge der i sengen. Hun skal hjælpes på toilettet.

Hvornår blev jeg den person, der tænkte: ” Gid Hr. Hansen snart fik fred? ” Tænkte jeg det, fordi jeg inderligt mente at Hr. Hansen ikke skulle lide mere, eller tænkte jeg det, fordi Hr. Hansen nu var så plejekrævende, at jeg inderst inde vidste, jeg ikke kunne give ham den rette og trygge pleje? Fordi underbemanding ville betyde at resten af afdelingen, ikke ville få den pleje de behøvede?

Da jeg var barn, lærte jeg, at samvittigheden fungerer som en trekant. Når man gjorde noget forkert, ville trekanten dreje rundt og slibe siderne rundt om ned. Til sidst ville siderne være så slidte, at trekanten ville køre uden at man mærkede det.

Jeg tror mine sider i trekanten er slidt ned. Egentlig er jeg jo ikke ligeglad, men tiden og underbemanding tvinger mig til at prøve, at være ligeglad, for at beskytte mig selv. For at overleve. Jeg er ved at blive en af dem der bare går på arbejde for arbejdets skyld, og ikke for de mennesker, der nu engang er omdrejningspunktet, for mit fag og mit hjerte.

Jeg kan stadig, nu flere måneder efter Claus Hjorts ord om, at sosuer mangler faglig stolthed, blive irriteret over, hvor lidt han og resten af landets politikere har fattet af vores fag. For som sagt er jeg i bund og grund jo ikke ligeglad.

Jeg vil ikke være ligeglad. Jeg ville ønske nedskæringerne ville stoppe. Så jeg igen kan se mig selv i øjnene og tænke: ” I dag var du ikke ligeglad ”. Jeg vil have en ny trekant, så jeg igen kan arbejde samvittighedsfulgt. Personalet i den offentlige sektor kan ikke klare flere besparelser, men borgerne kan bestemt heller ikke. Besparelserne har allerede givet fatale konsekvenser. Jeg kan simpelthen ikke se hvordan endnu en besparelse i kommunerne overhovedet kan være muligt. Lad ikke flere opleve følelsen af, at de er nødt til at være ligeglade, for at få deres samvittighed til at hænge sammen, med de få ressourcer der gives til vores fag. Sundhedspersonalet og borgerne fortjener bedre.

Dagens Gossip