Sosu-assistent skal i fængsel for udnyttelse af dement

En sosu-assistent fra Vestsjælland er fredag blevet idømt fængsel i to år, fordi hun groft udnyttede en ældre, dement og nu afdød kvinde.

Østre Landsret har stadfæstet den dom, som Retten i Næstved afsagde i januar i år.

Birthe Vibeke Hertz misbrugte sin stilling i forhold til den ældre kvinde, som hun passede på Plejecenter Smedegade i Slagelse.

Hun begik både tyveri og bedrageri, da hun igen og igen hævede penge fra beboerens konto i en længere periode.

Kvinden sad i kørestol og var derfor ikke selv i stand til at foretage hævningerne.

Sosu-assistenten havde adgang til pinkode og kort, og hun har tidligere forklaret, at hævningerne skete efter instruks fra kvinden.

Og da sagen blev behandlet af byretten, fortalte hun også, at den ældre havde givet hende penge til køb af en hest og et køkken.

Påstanden var endvidere, at beboeren på plejecentret ville betale for sosu-assistentens 50-års fødselsdag og til nedbringelse af hendes gæld.

Anklageskriftet drejede sig om et samlet beløb på 2,1 millioner kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip