Sosu'er dræbte ældre mand: Det skyldes en misforståelse

- For første gang i mit liv stolede jeg ikke på mig selv, og så gik det så galt. Jeg føler mig så skyldig.

Sådan forklarer en 33-årig sosu-assistent tirsdag i Retten i Aarhus om, at hun i juli 2013 kom til at slå en 88-årig mandlig beboer ihjel på plejehjemmet Sifsgård i Åbyhøj.

Sammen med en 27-årig kollega er hun tiltalt for uagtsomt manddrab.

Da den mandlige plejehjemsbeboer ikke ville sluge sine piller, spurgte den 33-årige efter eget udsagn en mere erfaren kollega til råds.

Her fik hun det indtryk, at hun skulle knuse pillerne og give det gennem drop. Det gjorde hun i samarbejde med den anden tiltalte i sagen.

- Jeg spurgte, om man gerne måtte give knust medicin intravenøst, for jeg troede, at det kun var flydende. Der siger hun, at det må man gerne. Jeg tænker, at det virker forkert, men jeg stolede så meget på hende, siger den 33-årige.

Kollegaen har ifølge senioranklager Rikke Hyttel efterfølgende forklaret, at hun mente, at de knuste piller skulle blandes i vand eller saftevand, så beboeren kunne drikke det.

Alternativt kunne det sprøjtes ind i kroppen i en såkaldt "sommerfugl", som sidder i vævet, men aldrig direkte i en blodåre, sådan som det ifølge anklageskriftet skete.

Men sådan kunne den 33-årige tiltalte umuligt have forstået det, fastslår hun grædende i retten.

- Hun er så overbevisende i sin besked. Jeg får et helt klart svar. Skulle jeg have lyttet til mig selv? Ja, det skulle jeg, for så var det her aldrig sket, siger hun.

I retten er det kommet frem, at den 33-årige havde mindre end et års erfaring som sosu-assistent. Hun erkender desuden, at hun ikke havde kompetencerne til at betjene et drop, der er forbundet til en blodåre.

- Jeg følte stadig, at der var enormt meget, jeg skulle lære, da jeg startede på Sifsgård. Jeg følte mig meget grøn, forklarer hun.

Ikke desto mindre burde kvinderne have vidst, at deres fremgangsmåde kunne være dødelig, mener myndighederne.

- Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at dette er så basalt, at enhver sundhedsperson, der håndterer medicin, skal vide det, skriver styrelsen om sagen på sin hjemmeside.

Begge de tiltalte nægter sig skyldige i tiltalen om uagtsomt manddrab.

/ritzau/

Dagens Gossip