Southampton-keeper dummer sig i Arsenal-sejr

Skrevet af admin

23/11/2013

Dagens topnyheder

Arsenal forsvarede lørdag førstepladsen i Premier League med en sejr på 2-0 over denne sæsons store overraskelse fra Southampton.

En målmandsfejl af gæsternes Artur Boruc efter 20 minutter sendte Arsenal på sejrskurs i et medrivende topopgør mellem ligaens nummer et og tre.

Boruc havde alle muligheder for at sparke bolden væk, men begyndte i stedet at drible rundt i eget felt. Da Arsenals Olivier Giroud satte ham under pres, mistede han overblikket.

Giroud tacklede bolden fra den kluntede Southampton-keeper, der kunne se Arsenal-angriberen løbe bolden over målstregen til 1-0.

Føringen var nu helt fortjent, for Arsene Wengers Arsenal-spillere havde på det tidspunkt produceret en lang række chancer.

Jack Wilshere var tæt på efter 10 minutter, da han fra en meget spids vinkel fik lobbet bolden over på den fjerneste stolpe.

En lækker detalje fra Aaron Ramsey efter et kvarter kunne også have givet hjemmeholdet føringen. Med hælen fik midtbanespilleren snydt hele Southamptons forsvar, der kunne se bolden snige sig forbi stolpen.

Selv om gæsterne kom frem til nogle enkelte chancer, så havde Arsenal god kontrol over kampen. Fem minutter før slutfløjt cementerede Olivier Giroud sejren med en scoring på straffespark.

Desværre for Nicklas Bendtner, så måtte danskeren endnu en gang se hele kampen fra Arsenals udskiftningsbænk.

Sejren giver Arsenal et hul til de nærmeste forfølgere i Premier League, efter at Liverpool og Everton tidligere lørdag spillede 3-3. Arsenal har 28 point, mens Liverpool og Southampton følger efter med henholdsvis 24 og 22 point.

Stillingen i toppen af den bedste engelske række kan dog ændre sig, når Chelsea, Manchester United, Manchester City og Tottenham skal i aktion senere på weekenden.

Michael Laudrups Swansea-mandskab fik lørdag en vigtig udesejr på 2-1 over Fulham. De tre point sender det walisiske mandskab op i midten af Premier League-tabellen.

/ritzau/