Southampton stopper åreladning og låner Chelsea-reserve

Skrevet af admin

31/07/2014

Mest læste i dag

Efter salg af profilerne Adam Lallana, Rickie Lambert, Dejan Lovren, Calum Chambers og Luke Shaw henter Southampton nu omsider en ny spiller.

Chelsea-backen Ryan Bertrand er hentet til Southampton for den kommende sæson. Lejeaftalen blev klar sent onsdag aften.

24-årige Ryan Bertrand har spillet i Chelsea siden 2006, men venstrebacken har ikke fået så meget tillid. I sidste sæson var englænderen af samme grund udlånt til Aston Villa.

- For mig personligt er dette nok en chance for at spille fodbold. Det er en mulighed for at komme til en fantastisk klub, som bevæger sig i den rigtige retning, siger Ryan Bertrand til klubbens hjemmeside.

Ryan Bertrand skal udfylde hullet efter den engelske landsholdsspiller Luke Shaw, som er skiftet til Manchester United.

Der spekuleres i, at Southampton har en købsoption, hvis klubben næste sommer ønsker Ryan Bertrand på en permanent kontrakt.

Den nye Southampton-manager Ronald Koeman har ud over Ryan Bertrand også hentet Dusan Tadic hos Twente samt Graziano Pelle i Feyenoord.

- Jeg er meget tilfreds med at få Ryan ind. Han er en topspiller, som tager meget kvalitet med sig ind på holdet, siger Ronald Koeman.

Southampton præsterede en flot Premier League-sæson og endte på ottendeplads i maj.

/ritzau/