Sovjet-penge: Rusland eftergiver milliardbeløb til Cuba

Cuba og Rusland har i al ubemærkethed underskrevet en aftale, der betyder, at cubanerne får eftergivet 90 procent af deres gamle gæld til det hedengangne Sovjetunionen.

Det fortæller russiske og europæiske diplomater ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om ganske mange penge, for den samlede gæld løber angiveligt op i 32 milliarder dollar - et beløb, der svarer til knapt 174 milliarder kroner.

Aftalen fastslår, at Cuba skal betale de resterende 10 procent af sovjetgælden tilbage til Rusland over en periode på 10 år. Til gengæld slår russerne en streg over resten af deres tilgodehavender.

Det kommunistiske Cuba standsede afbetalingen på sin gæld i slutningen af 1980'erne, men har på det seneste forsøgt at restrukturere gammel gæld for at forbedre sin finansielle troværdighed på internationalt plan.

Raul Castro, som overtog magten på Cuba efter sin bror Fidel i 2008, har også skruet drastisk ned for importen og skåret i de statslige udgifter i forsøget på at få den skrantende økonomi i østaten på ret køl.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip