Spændt situation i Kijev før nye masseprotester

Skrevet af admin

14/12/2013

Dagens topnyheder

Situationen er spændt i Kijev, hvor både tilhængere og modstandere af præsident Viktor Janukovitj gør klar til massedemonstrationer lørdag på og ved Uafhængighedspladsen, Maidan, i midten af byen.

Proeuropæiske demonstranter har i tre uger slået lejr i det centrale Kijev for at opretholde deres pres på præsidenten, efter at denne afviste at underskrive en stor handels- og associeringsaftale med EU i november.

Nu synes krisen at blive forværret, da et stort antal borgere fra det østlige Ukraine planlægger deres egen massedemonstration og er begyndt at oprette et stort antal feltkøkkener tæt på de andre demonstranter lejr.

Janukovitj har sin magtbase i den prorussiske, østlige del af den tidligere sovjetrepublik, mens den vestlige del af landet traditionelt er mere orienteret mod Europa.

Sikkerhedsstyrkerne i Kijev er sat i øget alarmberedskab, og der har været fremsat flere anonyme bombetrusler.

- Organisatorerne af den demonstration, der støtter regeringen og præsidenten, vil sende 200.000 demonstranter til Kijev, hvor de vil blive midt i byen på ubestemt tid, siger en talskvinde for politiet, Olga Bilik.

- Politistyrker vil holde de to store demonstrationer adskilte, siger hun.

Flere tusinde proeuropæiske demonstranter fortsatte lørdag med at opbygge massive barrikader, ligesom de i vinterkulden fyldte deres lagre af mad og brænde i den centrale del af hovedstaden.

Oppositionen kalder den nye demonstration lørdag for kunstigt skabt, samt Janukovitj og hans tilhængere står bag. Angiveligt er offentligt ansatte tvunget til at gå på gaden med trusler om fyringer.

Oppositionen har som modsvar opfordret til en ny massedemonstration, efter at hundredtusinder demonstrerede sidste weekend.

Imens er flere amerikanske senatorer på vej til Ukraine.

Den republikanske senator John McCain rejser lørdag til Kijev, hvor han blandt andet skal mødes med embedsmænd fra regeringen samt oppositionsledere. Søndag får han følgeskab af senator Chris Murphy fra Demokraterne.

John McCain har på det kraftigste fordømt den ukrainske regering.

- Det er rædselsfuldt, at Ukraines myndigheder har besluttet sig for at bruge vold og undertrykkelse over for fredelige demonstranter på Uafhængighedspladsen i Kijev, sagde McCain forud for sit besøg i Kijev.

/ritzau/AFP