Spanien dropper menneskerettighedssager mod udlændinge

Det spanske parlament har vedtaget et lovforslag, der betyder, at spanske dommere fremover ikke vil kunne retsforfølge udenlandske politikere og andre uden tilknytning til Spanien for krænkelser af menneskerettighederne.

Spanien har ellers taget flere sager om menneskerettigheder op, selvom krænkelserne er foregået i udlandet.

Senest har en spansk undersøgelsesdommer mandag krævet, at den tidligere kinesiske præsident Jiang Zemin og flere andre kinesiske topledere bliver anholdt for krigsforbrydelser i Tibet.

Kina har appelleret til, at Spanien ikke åbner flere sager mod kinesiske eksledere.

Og i debatten før tirsdagens afstemning anklagede den venstreorienterede opposition regeringen for at bøje sig for "presset fra magtfulde lande".

Men fremover skal det spanske retsvæsen kunne beskæftige sig med sager, hvor gerningsmænd eller ofre er spaniere eller udlændinge, der bor i Spanien, lyder det i en reform, der indskrænker princippet om universel jurisdiktion.

Reformen blev vedtaget af Repræsentanternes Hus sent tirsdag i Madrid og forventes at træde i kraft i løbet af to måneder efter, at den er præsenteret for regeringen.

Sagen om Jiang Zemin fulgte samme spor, som da en spansk dommer i 1998 tog en sag op imod Augusto Pinochet, der stod i spidsen for Chiles militærdiktatur fra 1973 til 1990.

Den nu afdøde eksgeneral blev sat i husarrest i Storbritannien, men sendt hjem i 2000 på grund af sygdom.

- Jiang var leder for de mennesker, som direkte begik forbrydelserne, og det gør ham ansvarlig for tortur og andre alvorlige brud på menneskerettighederne, udført af hans underordnede mod tibetanere, skrev undersøgelsesdommer Ismael Moreno i sin kendelse.

Han bad Interpol om at udstede en arrestordre med henblik på at få 87-årige Jiang fængslet for folkedrab, tortur og forbrydelser imod menneskeheden.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip