Spanien løber fra Kroatien og er i EM-finalen

Skrevet af admin

29/01/2016

Dagens topnyheder

Søndagens EM-finale i herrehåndbold bliver et opgør mellem Spanien og Tyskland.

Spanien slog fredag aften Kroatien med 33-29 i semifinalen, og dermed er spanierne klar til at møde Tyskland, som tidligere på fredagen slog Norge efter forlænget spilletid.

Først i de sidste minutter afgjorde spanierne kampen. Med lige over et minut tilbage bragte topscorer Valero Rivera Spanien foran med fire mål på et straffekast, og så kunne Spanien ikke hentes. Det var Valeros sjette mål i kampen.

Spanien har ikke været i en EM-finale siden 2006. Til gengæld blev holdet verdensmestre i 2013 efter en sejr over Danmark i finalen. I årets EM er Danmark til gengæld det eneste hold, der har slået Spanien.

Spillemæssigt blev semifinalen mellem Spanien og Kroatien en blandet oplevelse. I perioder foregik angrebsspillet i højt tempo - i andre perioder var det med fejl på fejl.

Før pausen var det Kroatien, som stod for flest af fejlene, efter holdet ellers havde åbnet bedst og førte 13-10.

Særligt i kontraspillet var Spanien gode til at udnytte fejlene. Kroatien kunne simpelthen ikke følge med i tilbageløbet, og det blev straffet af de sprudlende spaniere.

Spanien fik også gang i stregspilleren Julen Aguinagalde, og sammen med den velkørende kontramaskine sørgede han for en spansk pauseføring på 18-14 efter otte spanske mål på otte minutter.

På det tidspunkt var det svært at forestille sig, hvordan Kroatien to dage for inden på sensationel vis havde slået Polens EM-værter med 14 mål for at kvalificere sig til semifinalen.

Midtvejs i anden halvleg kunne Luka Sebetic så bringe ny spænding i kampen, da han reducerede forspringet til et enkelt mål.

Med syv minutter tilbage var føringen fortsat kun på et mål, men så scorede Spanien tre gange på halvandet minut, og så var kampen tæt på afgjort med en 30-26-føring.

Kroatien kom heller ikke tæt på et comeback, og holdet må indstille sig på at spille bronzekamp søndag mod Norge.

/ritzau/