Spanien venter mere fart på økonomien

Skrevet af admin

28/01/2014

Mest læste i dag

De har kæmpet længe, spanierne, med at komme fri at den kæmpe økonomiske krise, der ramlede ned over landet i 2008 med internationale finanskrise og en lokal boligboble, der røg i luften.

I efteråret 2013 begyndte der at komme spæde tegn på en bedring, og nu siger regeringen i hovedstaden Madrid, at det faktisk bliver bedre end hidtil ventet.

- I 2014 vil økonomien ikke alene vokse - der ventes en vækst op omkring en procent - Spanien vil også skabe arbejdspladser, siger økonomiminister Luis de Guindos.

Hidtil har regeringen sagt, at den venter en vækst i år på 0,7 procent.

Økonomiministeren siger, at en officiel revidering af vækstprognosen først offentliggøres i april.

Et af de helt store problemer, som de seneste fem års recession har skabt i Spanien, er arbejdsløsheden. Den er på nedslående 26 procent og har kastet masser af spanske familier ud i store kriser.

Det er meget usikkert, om en vækst på en procent for alvor kan sætte fart i jobskabelse, og økonomerne er uenige.

Christian Schulz, økonom i den tyske bank Berenberg, slår optimistiske toner an.

- Spanien begynder at komme sig fint, drevet af eksport og direkte investeringer. Forbruget viser tegn på stabilisering, men det vil dog med sikkerhed forblive svagt på grund af den store arbejdsløshed.

Men han siger, at arbejdsmarkedsreformerne, der er indført, vil betyde, at økonomien kan skabe arbejdspladser.

Økonomen Raj Badiani fra forskningsinstituttet IHS Global Insight i Storbritannien siger, at opskrivningen af væksten formentlig er berettiget. Men han tvivler på, at økonomien kan skabe arbejdspladser.

Han siger, at der er strukturproblemer, faldende huspriser, dårlige lån i banker og meget andet kedeligt.

- En vækst på én procent med ingen beskæftigelse er faktisk ikke så spektakulært, mener han.

/ritzau/Reuters