Spaniens landstræner: Ydmyghed er nøglen til VM-forsvar

Skrevet af admin

31/12/2013

Dagens topnyheder

Når det spanske fodboldlandshold til sommer rejser til Brasilien for at spille VM, har de fleste af spillerne en VM-titel og to EM-titler med i bagagen.

Og den spanske landstræner, Vicente del Bosque, er bekymret for, at spillerne midt i den massive succes har mistet ydmygheden.

- Det er spillere, der har vundet en masse - næsten alting - og de ser nu tingene igennem andre øjne end for fem-seks år siden.

- Og det er min største frygt. Det er fundamentalt at være ydmyge, sportslige og gode drenge. Vi må glemme fortiden og ikke dvæle ved, hvad vi har vundet i de seneste år, siger den 63-årige landstræner.

Spanien indleder sit titelforsvar den 13. juni mod Holland, der netop var spaniernes modstander i i VM-finalen i Sydafrika i 2010.

Den 18. juni spiller Spanien mod Chile, og fem dage senere møder mestrene Australien i den sidste gruppekamp.

Del Bosque forventer, at titelforsvaret bliver særdeles svært.

- Vi er holdet, alle ønsker at slå, og der vil være nogle mægtige modstandere. Primært sydamerikanske hold som Brasilien, Colombia, Argentina og Chile.

- Og så er der også europæiske hold som Tyskland, Portugal og Holland. Det bliver ikke let, og vi må have respekt for alle vores modstandere, slår den succesfulde landstræner fast.

/ritzau/Reuters