Spaniens regering til Catalonien: Glem løsrivelse

Skrevet af admin

31/08/2014

Mest læste i dag

Mariano Rajoy, den spanske regeringschef, er søndag vendt tilbage fra sommerferie, og han fastslår i en tale, at regionen Catalonien ikke skal begynde at planlægge en folkeafstemning om løsrivelse fra det øvrige Spanien.

- Den nationale suverænitet ligger hos det spanske folk, og det, der sker i Spanien, vil blive besluttet af alle, siger den konservative Rajoy fra partiet PP.

- Lederen af Spaniens regering kan ikke tillade, at nogen bryder loven og vil ikke lade det ske, tilføjer han.

Artur Mas er regional præsident i Catalonien, der har selvstyre, og han har opfordret til, at der den 9. november holdes folkeafstemning om selvstændighed.

Regeringen i Madrid har afvist planen og erklæret, at den er i strid med forfatningen.

Rajoy har også tidligere kaldt en løsrivelse fra Spanien for "nonsens".

Der har i de senere år været en voksende tilslutning i Catalonien til selvstændighed. Den konservative Artur Mas har fået opbakning til folkeafstemningen fra en række uafhængige politikere fra venstrefløjen.

Catalonien er et forholdsvist velstående område. Der bor 7,5 millioner mennesker i regionen, som producerer 20 procent af Spaniens økonomi.

Det faktum har fået en større rolle i Catalonien på grund af de senere års økonomiske krise i Spanien, der har omkring 47 millioner indbyggere.

Selvstændighedsfløjen i Catalonien planlægger at holde en kæmpe demonstration den 11. september, som catalonierne regner for deres nationaldag.

Demonstrationen vil finde sted en uge før, at indbyggerne i Skotland holder deres folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien.

/ritzau/AFP