Spaniens regeringsparti kan miste magten i Madrid

Skrevet af admin

25/05/2015

Dagens topnyheder

Der er lagt op til et politisk magtskifte i Spaniens hovedstad, Madrid, efter søndagens lokalvalg.

Selv om det konservative regeringsparti Partido Popular (PP) står til at få flest stemmer i Madrid, kan det for første gang siden 1991 miste kontrollen i byrådet og dermed nøglen til borgmesterkontoret.

Med 97 procent af stemmerne talt op står PP til at besætte 21 af byrådets 57 pladser. Bevægelsen Ahora Madrid får 20 mandater, mens Socialistpartiet bliver tredjestørst med ni pladser.

En venstrefløjskoalition bestående af Ahora Madrid og Socialistpartiet vil dermed kunne sikre sig et absolut flertal i byrådet.

PP's kandidat til borgmesterposten, Esperanza Aguirre, erkender, at forhandlinger de næste dage vil afgøre, hvem der skal regere byen.

- Vi har modtaget budskabet fra madrilenerne og er klar over, at vi er gået fra at have en opbakning på 48 procent i 2011 til nu 34,4 procent, siger hun ifølge den spanske avis El Pais.

Hendes modkandidat hos Ahora Madrid, den 71-årige pensionerede dommer Manuela Carmena, konstaterer, at valget har "været en sejr for et flertal, som ønsker forandringer".

I den øvrige del af Spanien er tendensen den samme. PP er ifølge valgstedsmålingerne det parti, der har fået flest stemmer, men har mistet sit absolutte flertal i flere regioner og ser ud til at få sit værste valg i mere end 20 år.

Ifølge El Pais har næsten 2,6 millioner vælgere forladt PP i forhold til lokalvalgene i 2011.

Socialistpartiet, der sammen med PP i årtier har domineret spansk politik, ser ud til at få omkring 775.000 færre stemmer end for fire år siden.

Til gengæld har valget været en succes for nye partier som Podemos og Ciudadanos, der er opstået på baggrund af mange vælgeres mistillid til de etablerede partier og ønsker om forandringer.

I Madrid er Podemos en del af den succesfulde Ahora Madrid-bevægelse.

/ritzau/Reuters