Spaniens regeringsparti ligger til at miste sit flertal

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Det konservative parti i Spanien, Folkepartiet, skal nok få mange stemmer ved parlamentsvalget søndag.

Partiet bliver ifølge fem meningsmålinger mandag det største parti i parlamentet, men det kan blive en ringe trøst for premierminister Mariano Rajoy, der leder partiet.

I dag sidder regeringspartiet på et flertal af parlamentets 350 pladser, nemlig 186.

Men de fem målinger siger, at partiet kun kan vente at få mellem 105 og 128 mandater.

Det svarer til mellem 25,3 og 29,9 procent af stemmerne, og det er noget mindre end de 45 procent, der ved valget i 2011 gav Folkepartiet absolut flertal.

De fem meningsmålinger er nogle af de sidste, der offentliggøres inden valget. For fra tirsdag er det ifølge loven forbudt at offentliggøre meningsmålinger, før valget er overstået.

Målingerne giver oppositionspartiet Socialisterne mellem 18,9 og 22 procent af stemmerne, og derefter følger to af de nye partier i spansk politik.

Det ene er Ciudadanos, som ifølge målingerne ser ud til at kunne få en nøglerolle. Det er et liberalt parti, der tidligere kun stillede op i Catalonien, men som nu er blevet landsdækkende.

Det ledes af den blot 36-årige advokat Albert Rivera og ligger til at få fra 18,1 til 19,6 procent af stemmerne.

Endelig ligger partiet Podemos til et godt valg. Det er inspireret af det venstreorienterede, græske regeringsparti Syriza, og det kan ifølge målingerne gå hen og få omkring 17 til 19,1 procent af stemmerne.

Men meningsmålinger er meningsmålinger, og ingen siger, at de holder. Og desuden er valget først på søndag, så meget kan ske.

Og specielt viser målingerne, at 25 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet sig for, hvor de vil sætte deres kryds.

Premierminister Rajoy har gjort økonomisk genopretning og vækst til sin mærkesag. Der skal gang i økonomien, efter at landet i 2014 endelig kom fri af fem års recession eller nulvækst.

Men der er stor arbejdsløshed, og mange spaniere føler ikke, at de kan mærke, at landet er ude af recessionen.

/ritzau/