Spaniensrejser giver Københavns Lufthavne sommerrekord

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Spanien var et yndet rejsemål i juni, hvor Københavns Lufthavne endnu en gang kunne sætter passagerrekord.

2,8 millioner passagerer passerede igennem Københavns Lufthavne i juni, en stigning på ni procent i forhold til samme periode sidste år. Det skriver selskabet via fondsbørsen.

- Vi har haft en usædvanlig travl start på sommeren med flere dage i juni, hvor vi for første gang har haft over 100.000 rejsende igennem terminalerne.

- Dermed fik CPH den mest travle start på sommeren nogensinde, skriver Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye i meddelelsen.

Samlet er antallet af passagerer, der har været igennem lufthavnene steget med 11 procent i årets seks første måneder til 13,7 millioner styk.

Ifølge lufthavnens tal er rejserne mod Spanien i ekstrem vækst. Siden Egypten og Tyrkiet i foråret og forsommeren blev ramt af en stribe terrorangreb, er de blevet fravalgt som rejsedestination.

Det har Spanien nydt godt af, og flyselskaberne har da også øget frekvensen til det sydeuropæiske land.

- Vi kan se at passagerne virkelig har benyttet sig, af den ekstra kapacitet flyselskaberne har sat ind på Spanien. Samlet er der udbudt 298.000 flere sæder, en stigning på 31 procent i forhold til sidste år. Antallet af passagerer er steget tilsvarende, skriver Thomas Woldbye.

/ritzau/