Spansk advarsel til Danmark: Vi kan slå jer i finalen

Skrevet af admin

22/01/2014

Dagens topnyheder

Hvis de danske håndboldherrer vinder fredagens semifinale mod Kroatien eller Polen, så kan de spanske verdensmestre vente i EM-finalen.

Danmark har slået Spanien en gang tidligere i EM-turneringen, men spanierne føler sig stærkere end for få dage siden, efter at stregspilleren Julen Aquinagalde er blevet skiftet ind i den spanske trup.

Fløjen Victor Tomas fra FC Barcelona er sikker på, at spanierne er i stand til at revanchere nederlaget på 28-31 til de danske EM-værter. Spanien skal dog først slå Frankrig i semifinalen.

- Ja, helt sikkert. Vi kan godt slå Danmark, hvis vi skal møde dem igen.

- Vi er mere vant til at spille med Julen Aquinagalde i angrebet, og han gør det godt i øjeblikket. Scorer mål og hjælper holdet.

- Vores anden stregspiller gjorde det også godt, men vi er måske lidt bedre med Aquinagalde på holdet, siger Victor Tomas.

Den lille fløj er dog langt fra sikker på, at Spanien kan slå Frankrig i semifinalen.

- Franskmændene spiller godt, og de har for nogle dage siden slået Kroatien. De har masser af selvtillid lige nu. Semifinalen er noget specielt, og alt kan ske i sådan en kamp, siger Tomas.

Spanien sikrede sig endegyldigt en plads i semifinalen onsdag med en sejr på 33-22 over Makedonien.

Danmark skal på fredag møde enten Kroatien eller Polen i semifinalen før en eventuel finale på søndag.

Ulrik Wilbeks landshold spiller i aften en på papiret betydningsløs kamp mod Island med kampstart klokken 20.30.

/ritzau/