Spansk domstol beordrer ETA-fange sat fri

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

En domstol i den spanske hovedstad, Madrid, har afgjort, at den baskiske separatist og terrordømte Ines del Rio skal løslades.

Afgørelsen kommer i kølvandet på en tilsvarende dom mandag i Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det kan betyde, at Spanien bliver nødt til at løslade mindst 60 andre medlemmer af den baskiske separatistbevægelse, ETA, syv medlemmer af den stærkt venstreorienterede Grapo-gruppe samt fire almindelige kriminelle.

Del Rio blev i slutningen af 1980'erne dømt i alt 3828 års fængsel for terrorisme, herunder for at være indblandet i et terrorattentat, der i 1986 dræbte 12 spanske politifolk.

Ifølge den hidtidige praksis og tolkning af loven burde hun have været løsladt i 2008 efter at have siddet 19 år i fængsel.

Det skyldes, at ingen fanger i praksis afsoner mere end 30 års fængsel. Hun har også opført sig pænt i fængslet, hvilket har afkortet hendes straf.

Men en spansk domstol afviste at løslade hende og sagde, at nedsættelsen af straffen på grund af god opførsel skal trækkes fra den samlede straf på 3828 års fængsel.

Hun skulle så blive i fængsel frem til 2017 - 30 år efter dommen.

Denne tolkning af dommen kaldes i Spanien for Parot-doktrinen.

Dette navn kommer fra ETA-medlemmet Henri Parot, som tolkningen første gang blev anvendt over for. Hans strafnedsættelse blev trukket fra den overordnede lange straf, hvilket hindrede, at ETA-medlemmer blev løsladt før tiden.

Del Rio gik imidlertid til Den Europæiske Menneskeretsdomstol, der mandag underkendte Parot-doktrinen.

/ritzau/dpa