Spansk fodboldekspert: Laudrup på blokken hos Real Madrid, Monaco og PSG

Selvom Michael Laudrup har forlænget sin kontrakt med Swansea, er han stadig en eftertragtet herre i de store udenlandske klubber, hvis man skal tro den anerkendte spanske sportsjournalist Guillem Balague.

Ifølge hans oplysninger er Michael Laudrup på listen over træneremner, som man overvejer hos såvel Real Madrid, Monaco som PSG. Lige nu er Carlo Ancelotti favorit til at overtage trænersædet efter José Mourinho i den spanske kongeklub, og selvom det skulle kikse, så er Laudrup stadig i spil hos Real Madrid, mener Balague at vide. Omvendt vil en stilling være åben i Paris, hvis Ancelotti kommer til Madrid, og så kan Laudrup være en mulighed for PSG.

Guillem Ballague skriver for flere spanske og engelske aviser og er kendt for at have særdeles gode kilder i spansk fodbold. Han har offentliggjort nogle af de største klubskifter før alle andre og var manden, der kunne afsløre David Beckham og Cristiano Ronaldos skifte til Real Madrid, Torres skifte fra Liverpool til Chelsea og at David de Gea skulle fortsætte karrieren i Manchester United.

Torsdag fortæller Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, til Sporten.dk, at Laudrup er glad for at være i Swansea, men Tutumlu vil ikke blive overrasket, hvis han får henvendelser fra andre klubber og at interessen for danskeren er stor.

- Det er ikke sådan, at Michael ikke er lykkelig for at være i Swansea. Han har samlet et godt hold, er i gang med en spændende proces med at forvandle klubben til et etableret hold i verdens bedste liga og trives fint, men vi kan aldrig sige aldrig i fodboldens verden og udelukke, at der kommer en henvendelse fra andre klubber. Med de resultater Michael har leveret, så kan det ikke afvises, siger Bayram Tutumlu.

- Jeg ønsker ikke at kommentere på klubnavne, men der er interesse for Michael. Det er ingen hemmelighed, uddyber han.

Dagens Gossip

Dagens TV