Spansk invasion i Premier League

Arsenal præsterede torsdagens største transfer og satte klubrekord med indkøbet af argentinske Gonzalo Higuain for mere end 200 millioner kroner. Angriberen hentes i Real Madrid, og selv om købet først bliver officielt i løbet af de næste uger, har parterne indgået en forhåndsaftale om overgangen.

Higuain har erklæret sig enig i en aftale af fire års varighed til den nette ugeløn, ja der står ugeløn, på 1,2 millioner kroner. Dermed bliver han på alle måder Arsenals dyreste indkøb til dato.

Aston Villa har været blandt Premier Leagues flittigste på spillermarkedet. Blandt andre er den danske duo Jores Okore og Niklas Helenius hentet, og der var gang i pen og blækhus igen i går med indkøbet af backen Antonio Luna.

Den 22-årige forsvarsspiller hentes i økonomisk beklemte Sevilla for 25 millioner kroner.

- Der er mange gode spillere fra Spanien, der er taget til England og har gjort det godt. Jeg har noget at leve op til, siger Luna, der i sidste sæson var udlånt fra Sevilla til Real Mallorca, ydmygt.

Liverpool har ligeledes noteret sig den finansielle situation i Sevilla. Manager Brendan Rodgers har fundet omkring 60 millioner kroner frem til købet af den spanske U21-landsholdsangriber Luis Alberto.

Den handel ventes at blive officiel fredag efter forhandlinger og lægetjek torsdag. Dermed gør han landsmanden Iago Aspas selskab på Anfield. Aspas – ligeledes angriber er købt i Celta Vigo for et tilsvarende beløb.

Manchester United vil ikke stå tilbage for den spanske armada af spillere.

De røde djævle, der i forvejen har en spanier i målet i skikkelse af David de Gea, er i tæt kapløb med Chelsea i bestræbelserne på at nuppe Barcelonas stjernefrø Thiago for 170 millioner kroner. Thiago har en frikøbsklausul, der gælder indtil udgangen af juli, så det skulle være ganske vist, at han er skiftet til enten Old Trafford eller Stamford Bridge, før kalenderen viser august.

Manchester United spåes favoritrollen i kapløbet, da Thiago er set signere en Manchester United-trøje i forbindelse med U21-EM. Desuden skrev David de Gea en afslørende hilsen til Thiago på den bold, som midtbanespilleren fik som minde om finalen ved U21-EM, hvor han scorede hattrick:

- Vi ses i Manchester.

Dagens Gossip