Spansk landstræner om Italien-møde: Det er ikke ideelt

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Spanien dummede sig i slutminutterne tirsdag aften mod Kroatien og indkasserede et mål, så Kroatien vandt EM-kampen 2-1 og gruppe D med syv point mod Spaniens seks.

Dermed skal Spanien i stedet for en gruppetreer møde Italien i ottendedelsfinalen. Det var ikke planen, medgiver Spaniens fodboldlandstræner, Vicente del Bosque.

- Det er ikke ideelt. Det ville det have været, hvis vi havde vundet gruppen.

- Nu skal vi forsøge at komme i så god stand som muligt inden kampen mod Italien. Vi er ikke i den situation, som vi håbede, men vi er stadigvæk med i turneringen, siger landstræneren ifølge uefa.com.

Han fortæller, at der er gravkammerstemning i det spanske omklædningsrum.

- Spillerne sidder tavse i omklædningsrummet. De nyder ikke at tabe. Vi havde kampen under kontrol, og jeg vil ikke forsvare vores nederlag, men jeg synes, vi spillede godt, siger Vicente del Bosque.

I anden halvleg kunne han se anfører Sergio Ramos brænde et straffespark ved stillingen 1-1. Ramos ærgrer sig over både straffesparket og udsigten til at møde Italien.

- Målmanden ventede lang tid med at lave sit udfald. Men jeg vil trods alt hellere brænde nu end i knockoutfasen, siger Sergio Ramos.

- Nu skal vi danse med favoritterne, men for at blive europamestre skal man kunne slå alle, tilføjer Ramos.

Spanien og Italien mødtes i EM-finalen for fire år siden.

Ved den lejlighed vandt Spanien 4-0.

/ritzau/