Spansk landstræner tror på mere succes trods EM-exit

Spaniens landstræner i fodbold, Vicente del Bosque, nægter at gå med på en præmis om, at en gylden æra for landsholdet nu endegyldigt er slut, efter at holdet mandag tabte 0-2 til Italien i ottendedelsfinalen ved EM i Frankrig.

Spanien, der vandt EM i 2008, VM i 2010 og EM i 2012, har fortsat en lovende fremtid, mener træneren.

- Jeg mener ikke, at en æra er slut, men vi ved, hvor svært det er at vinde en stor turnering, siger Vicente del Bosque.

- Spansk fodbold har en stærk struktur, som vi har arbejdet på i mange år. Vi har et godt ungdomsakademi og gode unge spillere, lyder det videre fra den 65-årige spanier.

På klubplan har Spanien været dominerende de seneste år med flere sejre i både Champions League og Europa League. Blandt andet var det to spanske hold, Real Madrid og Sevilla, der vandt de to turneringer i den forgangne sæson.

Men ved VM for to år siden røg landsholdet ud allerede i gruppespillet, og ved dette års EM-slutrunde blev endestationen altså ottendedelsfinalen.

Holdets nederlag mandag var fortjent, mener Vicente del Bosque.

- Italienerne spillede godt og var meget effektive. Det er vanskeligt at spille mod deres stil, og de fortjener at være blandt de otte sidste hold, siger han.

Del Bosque afviser på nuværende tidspunkt at forholde sig til sin fremtid som træner for det spanske landshold. Han ønsker først at rådføre sig med formanden for landets fodboldforbund, lyder det.

Spanien får mulighed for at revanchere sig, når kvalifikationen til VM i Rusland i 2018 går i gang. Her er spanierne i samme pulje som Italien.

Inden mandagens opgør havde Spanien ikke tabt til Italien i en betydningsfuld kamp siden 1994.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip