Spansk oprørsparti tog knap hver sjette regionalstemme

De spanske socialister PSOE vandt en sikker valgsejr foran det konservative Partido Popular (PP), som nationalt ledes af den spanske premierminister, Mariano Rajoy, da der søndag blev holdt regionalvalg i Andalusien - et af de fattigste områder i Spanien.

Men mange iagttageres blikke var ikke rettet mod de to store partier, men holdt derimod godt øje med det nye spanske venstrefløjsparti Podemos.

Partiet, der blev dannet i januar sidste år, fik opbakning fra knap hver sjette andalusiske vælger svarende til 14,8 procent, skriver nyhedsbureauet AFP, efter at 99,95 procent af stemmerne er talt op.

Dermed bliver partiet det tredjestørste i regionen. Socialisterne fik 35,4 procent, mens vælgerne har givet de konservative politikere en syngende lussing med 26,7 procents opbakning mod 40 procent ved det foregående valg i 2012, skriver Reuters.

Socialisterne ser ud til at få 47 sæder i det regionale parlament, hvor der er 109 pladser, Partido Popular ser ud til at få 33 sæder, mens 15 sæder reserveres til Podemos, som dermed klarer sig igennem en nøgletest forud for et uforudsigeligt parlamentsvalg i Spanien senere på året.

Valget i Andalusien er blevet set som den store generalprøve for venstrefløjspartiet, der i dén grad har udfordret de to største partier nationalt.

- Tak Andalusien. Tak for at have taget dette første skridt, vi vil fortsætte fremad, skriver Podemos' leder, Pablo Iglesias, på Twitter.

Podemos' politiske ståsted ligner det græske parti Syrizas - den helt store vinder ved parlamentsvalget i Grækenland tidligere på året.

Ligesom Grækenland kæmper Spanien med en høj arbejdsløshed, der i sidste kvartal af 2014 lå på knap 24 procent.

Premierminister Rajoy har advaret mod at stemme på Podemos, og han sammenligner en stemme på venstrefløjspartiet med at spille russiske roulette.

Han mener, at partiet giver en masse løfter, som det ikke vil kunne indfri, hvis det kommer til magten nationalt.

Siden Francisco Franco døde i 1975, har arbejderpartiet PSOE og det konservative PP på skift siddet på magten i Spanien.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV