Spansk politi anholder en af De Lyserøde Pantere

Skrevet af admin

12/02/2014

Mest læste i dag

Spansk politi har anholdt et serbisk medlem af røverbanden, der er kendt som De Lyserøde Pantere.

Den anholdte, Borko Ilincic, har været eftersøgt for et smykkerøveri til adskillige millioner kroner, oplyser spanske myndigheder onsdag.

Den 33-årige serber, der har været efterlyst via Interpol, er dømt til fængsel på livstid i De Forenede Arabiske Emirater efter et rambuktyveri i et indkøbscenter i 2007.

- Det er et af de mest kendte røverier i historien, skriver spansk politi i en udtalelse om sagen.

Serberen blev anholdt i en forstad til Madrid.

I 2013 blev et andet serbisk medlem af den internationalt berygtede røverbande dømt til næsten seks års fængsel efter tre smykkerøverier i København. Den 36-årige Dejan Babic blev samtidig udvist af Danmark.

Røverierne skete i 2011, og der var et samlet udbytte på 12 millioner kroner. Røverierne blev udført med mukkert af maskerede mænd.

Dommen var en såkaldt fællesstraf. Siden de københavnske kup blev Babic dømt i Holland for forsøg på røveri. Her var straffen fængsel i et år og tre måneder.

De Lyserøde Pantere er på globalt plan mistænkt for røverier til en samlet værdi af 330 millioner euro (2,4 milliarder kroner), skriver Interpol på sin hjemmeside.

Det skønnes, at banden har 220 medlemmer, og de fleste af disse kommer fra lande, der udspringer af det tidligere Jugoslavien. Nogle medlemmer kommer fra militæret.

/ritzau/AFP