Spansk politi slår til med endnu en dopinganholdelse

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

Doping bliver et mere og mere massivt emne op til OL i Rio. Især i atletik.

Senest har spanske myndigheder iværksat optrevlingen af et dopingnetværk med tråde til en af OL's store favoritter, og antallet af anholdte er nu oppe på tre.

Tirsdag blev en endnu unavngiven mand anholdt, hvilket skete i kølvandet på anholdelserne dagen forinden, hvor en fysioterapeut og den navnkundige løbetræner Jama Aden blev bragt i politiets varetægt, skriver Reuters.

De tre er anholdt under mistanke for at distribuere forbudte substanser til atleter.

Somaliske Jama Eden er tidligere løber og har i sin tid som træner fremelsket nogle af verdens bedste mellemdistanceløbere.

Han er blandt andet træner for Genzebe Dibaba fra Etiopien, som er verdensrekordholder på 1500 meter for kvinder og favorit på distancen ved OL.

Genzebe Dibaba er søster til den tredobbelte olympiske mester Tirunesh Dibaba og OL-sølvvinder Ejegayehu Dibaba.

Der foreligger ikke meldinger om, at Genzebe Dibaba er direkte involveret i dopingsagen.

Anholdelserne af Jama Aden og de to andre mænd skete i Sabadell på et hotel, hvor Aden boede sammen med flere af de atleter, han træner.

Folk sendt af Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har ved samme lejlighed taget 27 dopingprøver.

Den mand, som blev anholdt tirsdag, er formentlig en atlet fra Qatar, skriver AFP.

I forvejen er Rusland udelukket fra at deltage i atletik ved OL i Rio på grund af omfattende dopingproblemer.

/ritzau/