Spansk prinsesse ikke længere under anklage

Prinsesse Cristina blev anklaget i sagen i april, og det er ifølge Reuters første gang siden det spanske monarkis genindførelse i 1970erne, at et medlem af kongefamilien på den måde hvirvles ind i en straffesag.

Sagen handler om kong Juan Carlos’ svigersøn, der mistænkes for at have bestukket sig til at vinde offentlige kontrakter som event-arrangør på ferieøen Mallorca og andre steder i Spanien. Han blev anholdt i 2011 og tiltalt for skattesnyd for op mod seks millioner euro, knap 45 millioner kroner.

Tidligere har Iñaki Urdangarin afvist, at kongehuset har haft nogen andel i de aktiviteter, han anklages for at have stået bag.

»Tværtimod anbefalede kongehuset, at jeg standsede alle tvivlsomme aktiviteter, da anklagerne opstod, hvilket jeg gjorde,« sagde Urdangarin ifølge unavngivne kilder citeret af Reuters, da han var i retten 23. marts i år.

Da svigersønnen blev mistænkt, forsøgte kongehuset at distancere sig fra Urdangarin, hvis officielle titel er Hertug af Palma. Fotos af Urdangarin er blevet slettet fra kongehusets hjemmeside, og han er ifølge Reuters blevet udelukket fra den kongelige familie i mere end et år.

Dagens Gossip