Spansk prinsesse skal i den varme stol

Skrevet af admin

08/02/2014

Mest læste i dag

Det er ikke hver dag, at en vaskeægte prinsesse mistænkes for korruption og udspørges i en domstol om sine økonomiske forhold.

Men det er det, der sker i en domstol på den spanske ferieø Mallorca lørdag, når den 48-årige prinsesse Cristina skal udspørges af dommer Jose Castro.

Cristina er yngste datter af Spaniens kong Juan Carlos, og det franske nyhedsbureau AFP påpeger, at det er første gang i moderne tid, at et så højtstående medlem af kongefamilien må møde op i retten, mistænkt for at have brudt loven.

Sagen har forbindelser til prinsessens mand, Iñaki Urdangarín. Han er 46 år og tidligere håndboldspiller på højt plan.

Nu er han imidlertid kommet i myndighedernes søgelys på grund af mistanker om, at han har svindlet med offentlige midler i størrelsesordenen seks millioner euro - omkring 45 millioner kroner.

Mistanken er, at det er sket gennem hans selskab Noos Institute, der er en velgørenhedsorganisation.

Noos har organiseret erhvervs- og sportskonferencer, og mistanken går så på, at Urdangarin har sendt for store regninger til de lokalregeringer, der skulle betale for konferencerne, og derefter puttet differencen i egen lomme.

Prinsesse Cristina er medlem af bestyrelsen i Noos og ejer sammen med sin mand firmaet Aizoon, som myndighederne har mistænkt for at være et selskab, der er brugt til hvidvask af sorte penge.

Kongedatteren er ikke anklaget for noget, og der er formelt ikke nogen sag - i hvert fald ikke endnu.

Det spanske retsvæsen og efterforskning foregår anderledes end i Danmark, og det, der er i gang - og som lørdagens retsmøde er en del af - er efterforskning.

Der er tale om en juridisk undersøgelse, og den har dommer Jose Castro været i gang med i over to år. Undersøgelsen skal vise, om der er grundlag for at rejse formelle anklager mod prinsessen, som vil sidde i retten som mistænkt.

 

Prinsessen og eks-håndboldspilleren bor nu med deres fire børn i Geneve. Der flyttede de til, efter at myndighederne i 2012 beslaglagde parrets villa i Barcelona som sikkerhed i forbindelse med et eventuelt erstatningsansvar, som parret måtte blive dømt.

 

/ritzau/