Spansk skandale-dommer straffes hårdt

Den kontroversielle spanske dommer Cesar Muñiz Fernandez straffes for sin dårlige præstation i Elche-Real Madrid.Den spanske dommer-komité har valgt at sanktionere den kontroversielle dommer Cesar Muñiz Fernandez efter en skandaløs afslutning på Elche-Real Madrid onsdag aften.

Den spanske storklub sikrede onsdag tre point med en 2-1 sejr på udebane over Elche. Men de tre point kom i hus, da Cristiano Ronaldo scorede på et tyndt dømt straffespark, efter dommerens tillægstid var udløbet.

Den portugisiske forsvarsspiller Pepe faldt ganske dramatisk i straffesparksfeltet, og dommer Muñiz Fernandez valgte kontroversielt at dømme straffespark. Det kom efter, Elche ellers havde udlignet også i overtiden.

Efterfølgende har tv-billeder vist, at der ikke var straffe, og at Pepe selv begik frispark forinden. Den mærkelige kendelse kommer ovenpå yderligere en dårlig dommerpræstation i Barcelonas 3-2 sejr over Sevilla tidligere på måneden.

Den primære konsekvens bliver, at Muñiz Fernandez ikke får lov til at dømme i de næste to spillerunder i den spanske liga. Derudover får han ikke lov til at dømme internationalt, og han må heller ikke dømme Elches kampe i resten af sæsonen.

Det er den spanske radiostation Cope og avisen Marca, der har fået oplysningerne, og de mener også, at dommeren bliver frataget alle Real Madrid og Barcelonas kampe i resten af sæsonen.

Det kan i yderste konsekvens ende med, at han i næste sæson degraderes til Segunda Division.

Cesar Muñiz Fernandez har dømt i La Liga siden 2000 og har flere gange været kritiseret for sine præstationer.

Dagens Gossip