Spansk socialistleder tabte ny afstemning i parlament

Skrevet af admin

04/03/2016

Dagens topnyheder

Lederen af de spanske socialister, Pedro Sanchez, tabte sent fredag for anden gang en afstemning i parlamentet, hvor han forsøgte at blive premierminister. En ny runde af regeringsforhandlinger indledes, men meget kan tyde på et snarligt nyvalg.

Pedro Sanchez fik ved afstemningen fredag kun støtte fra 131 af de 350 parlamentsmedlemmer.

Socialisterne og det erhvervsvenlige nye liberale parti Ciudadanos og et lille parti fra De Kanariske Øer stemte for Sanchez, mens det regerende konservative Folkeparti og anti-spare partiet Podemos, de tidligere kommunister og regionale partier stemte imod.

Nye regeringsforhandlinger indledes nu, og Spaniens kong Felipe vil måske anmode en anden partileder om at forsøge at danne en flertalsregering inden 2. maj, hvor der ifølge forfatningen skal udskrives et nyvalg, hvis situationen stadig er uafklaret.

Det konservative parti, PP, har også forsøgt at forhandle sig frem til en levedygtig regering, men det lykkedes ikke, og PP's løsning kom aldrig til afstemning.

Socialisternes forsøg har nu lidt en krank skæbne to gange.

Det er en ny situation for spanierne, der traditionelt giver et af de to store, gamle partier, netop de konservative og socialisterne, flertal.

De to partier har på skift stået i spidsen for Spanien, efter at diktaturet med Francisco Franco i spidsen faldt i 1970'erne.

Ved valget i december stemte vælgerne imidlertid det venstreorienterede parti Podemos og det liberale parti Ciudadanos ind i parlamentet, og de to nye grupperinger har skabt en helt ny politisk situation i landet.

Formelt ledes Spanien fortsat af Mariano Rajoy, der er leder af det konservative PP, og som er fungerende premierminister.

/ritzau/Reuters