Spansk tøjgigant haler ind på H&M i foråret

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

Foråret igennem har tøjlystne shopperne lagt milliarder og atter milliarder i Zara og H&M-butikker verden over. Der er stadig lagt flest i den svenske tøjgigant, men Zara, der er ejet af selskabet Inditex, haler ind.

Det viser tal fra de to selskabers første kvartal, der er offentliggjort onsdag.

Inditex, ejet af den sky milliardær Armancio Ortega, kunne i sit første kvartal notere sig en omsætning på 4,9 milliarder euro. En stigning på 12 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Inditex fortsætter med at ekspandere sin globale, integrerede butiks- og onlineplatform. I første kvartal opnåede Inditex en stærk udvikling, skriver selskabet i en besked til det spanske aktiemarked.

Her kunne H&M ikke følge med. Den svenske tøjkæde kunne for sit første kvartal notere sig en fremgang i salget i lokale valutaer på fem procent.

Vekslet til svenske kroner gik salget frem med to procent til 46,9 milliarder svenske kroner eller 5,03 milliarder euro.

Inditex og H&M er to af verdens største tøjkoncerner.

Førstnævnte blev startet af Armancio Ortega og hans kone Rosalia Mera i 1975. Ideen var modetøj til lave priser.

Siden da er Inditex vokset til en enorm forretning, der ejer 7085 butikker verden over. 2020 af dem er Zara-butikker, 1050 er Bershka-butikker og resten er fordelt på selskabets andre brands som Pull & Bear og Stradivarius.

Zara omsatte for 20,9 milliarder euro i 2015 og Armancio Ortega, der stadig ejer en stor del af selskabet, overhalede i 2015 Warren Buffett som verdens tredjerigeste mand med en formue på 485 milliarder kroner.

H&M blev startet i 1947 af Erling Persson. Selskabet har 4077 butikker verden over og omsatte i 2015 for 180,9 milliarder svenske kroner.

/ritzau/