Spansk toprytter indstiller karrieren

Når Tour of Beijing den 20. oktober afsluttes, har Juan Antonio Flecha kørt sit sidste professionelle cykelløb.

Det meddelte den argentinsk-fødte spanier, efter Lombardiet Rundt søndag sluttede med Joachim Rodriguez som samlet vinder.

- For nylig så jeg pludselig det hele klart. Jeg indså, hvad jeg har lyst til at lave med min kone, og hvad jeg blev nødt til at gøre, siger den 35-årige Vacansoleil-DCM-rytter til den spanske avis El Pais.

- Jeg siger endegyldigt farvel til cykelsporten ved Tour of Beijing. Jeg kan ikke vente med at afslutte det løb i midten af oktober og så tage til Maui, Hawaii, med en åben dato på returbilletten, fortsætter Flecha.

Klassiker-specialisten, som også har været flittigt repræsenteret i de store Grand Tours, ser nu frem til at erstatte den sure træning på landevejene med Hawaiis strande.

- Jeg bytter asfalten ud med havets skum, erstatter cyklen med et surfboard, går barfodet rundt hele dagen og er fri.

Juan Antonio Flecha har i løbet af sin professionelle karriere kørt for Relax-Fuenlabrada, iBanesto, Fassa Bortolo, Rabobank, Team Sky og Vacansoleil-DCM.

Dagens Gossip