Spansk toptræner er klar for oprykkeren Watford

Den tidligere Atletico Madrid-træner Quique Sanchez Flores bliver ny cheftræner i engelske Watford, der netop er rykket op i Premier League.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Quique Sanchez Flores afløser Slavisa Jokanovic, der sikrede oprykningen til den bedste, pengestærke række i England.

Jokanovic var i forhandlinger om at fortsætte i klubben, men parterne kunne ikke blive enige.

Den 50-årige spanske træner er mest kendt for sin tid i Valencia og Atletico Madrid, som han førte til Euro League-titlen i 2010. Han har også været cheftræner i portugisiske Benfica, som han vandt den portugisiske ligacupfinale med i 2009.

Senest har den tidligere højreback fungeret som træner for klubben Al Ain i De Forenede Arabiske Emirater samt i spanske Getafe i den spanske La Liga.

/ritzau/

Dagens Gossip