Spansk triumf i Giro d'Italia

Efter en hektisk afslutning vandt Beñat Intxausti på en flot spurt tirsdagens etape i Giro d'Italia, og dermed sikrede spanieren den tredje etapesejr til Movistar i det italienske etapeløb.

Intxausti henviste Kangert og Niemiec til anden- og tredjepladsen, da trioen, som havde et lille forspring til en større favoritgruppe, skulle afgøre etapen i et spurtopgør.

Robert Gesink, der har haft et skuffende løb indtil nu, sad med de tre ryttere indtil kort før mål, men hollænderen mistede muligheden for etapesejr, da han fik problemer med sit gear.

Tirsdagens 16. etape bød på 238 km fra Valloire i Frankrig til Ivrea i Italien. Et stort udbrud blev hurtigt etableret, da 22 mand stak af fra feltet efter blot 46 km. Gruppen fik hurtigt oparbejdet et solidt forspring, og længe så det ud til, at dagens etapevinder skulle findes blandt de 22 mand, hvor blandt andre Di Luca og Team Saxo-Tinkoffs Sutherland var med.

Men så begyndte de store hold pludselige at røre på sig, og feltet fik relativt let indhentet udbryderne. Og på kategori 3-stigningen, som rytterne ramte med 27 km til målstregen, blev der så åbnet lidt op for posen, og favoritterne testede løbets førende rytter Nibali. Men der var absolut ingen svaghed at spore hos Nibali, som afviste alle tilnærmelser. På den efterfølgende nedkørsel gik Nibali endda til angreb på de øvrige favoritter.

Det hele endte dog med, at løbets favoritter - minus Santambrogio, som dumpede fra fjerpladsen til sjettepladsen efter dagens etape - kom i mål kort tid efter Intxausti, Kangert og Niemiec. Dermed er Nibali stadig i den lyserøde førertrøje, mens Cadel Evans og Rigoberto Uran sidder på henholdsvis anden- og tredjepladsen.Rafal Majka fra Team Saxo-Tinkoff er fortsat nummer otte i løbet.

Dagens Gossip