Spansk ulykkestog kan have kørt alt for stærkt

73 blev dræbt på stedet, mens fire personer døde af deres kvæstelser på hospitalet.

Tidligt torsdag arbejder den spanske regering ud fra en teori om, at afsporingen var en ulykke, selv om episoden vækker minder om islamisters bombeangreb mod et tog i Madrid i 2004, hvor 191 mistede livet.

Den spanske avis El Pais skriver torsdag, at toget kan have kørt mere end 100 kilometer i timen for stærkt, men det er endnu ikke bekræftet fra central hånd. Avisen citerer kilder for at sige, at lokomotivføreren kan have kørt op mod 180 kilometer i timen i kurven, hvor der er en hastighedsbegrænsning på 80.

Det forulykkede tog fra det statslige selskab Renfe skulle ankomme til byen på dagen før den årlige kristne pilgrimsfestival.

Et øjenvidne fortæller, at han hørte en eksplosionsagtig lyd, kort før toget kørte af sporet.

»Det hele skete så hurtigt. Det var som om, toget i en kurve begyndte at hælde til siden, og så væltede togvognene ind over hinanden,« siger Ricardo Montesco, der var passager på toget.

»Mange blev mast i bunden af toget. Vi forsøgte at klemme os ud, og det gik op for os, at toget stod i brand,« siger Montesco.

Francis Otero, der var på besøg hos sine forældre, som bor tæt på banestrækningen, hørte »et kæmpe brag. Som om der havde været et jordskælv.«

»Det første, jeg så, var en kvindes lig. Jeg har aldrig set et lig før. Naboerne forsøgte at hive folk, der var fanget i togvognene, ud. Det fik dem til sidst savet ud. Det var uvirkeligt,« siger han.

Premierminister Mariano Rajoy, der selv er født i Santiago de Compostela, holdt et pressemøde efter et krisemøde med sine ministre. En talsmand oplyser, at han vil besøge ulykkesstedet torsdag morgen.

For to uger siden omkom seks mennesker, da et tog kørte af sporet og ramte perronen ved en station i Frankrig.

Dagens Gossip