Spanske Laudrup-sammenligninger vælter ned over Krohn-Dehli

Michael Krohn-Dehli fik mandag en drømmestart på den nye sæson i La Liga.

Han stod bag begge Celtas scoringer i 2-2-kampen hjemme mod Espanyol. Især oplægget til 1-0-scoringen var fænomenalt og er blevet vist gentagne gange på spanske tv-kanaler tirsdag morgen. Spanske medier sammenligner ham dagen derpå med legenden Michael Laudrup for det geniale opspil til det første mål.

De husker alle det mål, hvor Michael Laudrup med et chip og kig-væk-finten fandt Romario. En scoring, man stadig taler om i Barcelona og resten af Spanien.

Og det var netop med et 'Laudrup'sk' chip ind i feltet, Krohn-Dehli fandt Alex Lopez, der konsekvent udnyttede den fantastiske frispilning. Og i anden halvleg var danskeren på spil igen med en sukkerbold ind i feltet, som Charles pandede i nettet.

Eneste ærgerlige for Krohn-Dehli og Celta var, at Espanyol kom flot igen og fik 2-2.

Tirsdag hyldes Krohn-Dehli så i samtlige spanske sportsmedier for en overlegen kamp, hvor han i både Marca og lokalavisen Faro de Vigo får titlen som kampens bedste og skyhøje karakterer.

- Krohn-Dehli forvandlede sig til en Laudrup. Hans aflevering til 1-0 var i særklasse, og mindede om noget, vi har set hans landsmand Michael Laudrup gøre, skriver Marca i rosende vendinger.

Lokalavisen Faro de Vigo hylder også den elegante tekniker.

- Krohn-Dehli var manden bag det flotte Celta-spil og hans oplæg til målene var smukke på hver sin måde. Krohn-Dehli efterlignede Laudrup med det smukke oplæg til Alex Lopez' scoring, og igen efter pausen lagde han en perfekt bold ind til Charles.

Sportsavisen AS skriver;

- Den lille dansker har en teknik, som vil gøre Laudrup stolt. Hans potentiale er stort, og vi kan forvente meget mere af ham i fremtiden.

Krohn-Dehlis nye træner Luis Enrique var også særdeles tilfreds med den lille tekniker efter kampen.

- Det var to flotte mål. Han iscenesatte dem flot. Både oplæg og udførelse var perfekte. Jeg er meget tilfreds med den offensive del af vores spil, sagde Luis Enrique.

Lidt kuriøst var det i øvrigt Krohn-Dehlis bedste ven i fodboldmiljøet, Stephan Andersen, der mandag tog sig en triumftur gennem de spanske medier efter en blændende målmandspræstation i La Liga-debuten mod Real Madrid, hvor hans klub Real Betis dog tabte 1-2.

Dagens Gossip