Spanske medier slagter Real Madrid

De normalt så sejrsvante spaniere har på bare et døgn set deres to bedste klubhold, FC Barcelona og Ral Madrid, tabe med sammenlagt 1-8 til cremen af Bundesligaen, Bayern München og Borussia Dortmund. 

Onsdag var FC Barcelona en tur igennem mediemøllen. Torsdag er det rivalerne fra Madrids tur. 

Den ellers normalt så Real Madrid-tro-avis Marca kalder 1-4-nederlaget i Dortmund for 'Madrid-katastrofen', inden det fastslåes, at en finaleplads på Wembley 'nu ser umulig ud'.

En anden Madrid-avis, AS, kalder Borussia Dortmunds fir-dobbelte målscorer, Robert Lewandowski, for 'Real Madrids mareridt' og konstaterer tørt, at José Mourinho snorksov under kampen. Avisens overskrift antyder dog en snert af håb. ' Igangsæt Operation 3-0', skriver AS med henvisning til det resultat, Real Madrid nu skal bruge i næste uges returkamp på Estadio Santiago Bernabeu, hvis de vil i Champions League-finalen.

Barcelona-aviserne er endnu mere tydelige i retorikken. Sport mener, at Lewandowski 'sprættede Real Madrid op', mens El Mundo Deportivo med spor af fryd rapporterer om 'Real Madrids totale fiasko'.

De spanske aviser får chancen for flere negativt - eller positivt - ladede overskrifter i midten af næste uge, når Chapions league-semifinalernes returopgør rykker sydpå.  

Dagens Gossip