Spanske storklubber skal betale ulovlig statsstøtte tilbage

Skrevet af admin

04/07/2016

Dagens topnyheder

Syv spanske fodboldklubber skal betale millioner tilbage, som de har modtaget i ulovlig statsstøtte, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

De syv klubber er Real Madrid, der vandt Champions League i maj, FC Barcelona, Valencia, Athletic Bilbao, Atlético Osasuna, Elche og Hercules.

Margrethe Vestager siger, at det skaber unfair konkurrence at bruge skatteydernes penge til at finansiere professionelle fodboldklubber.

- Professionel fodbold er en kommerciel aktivitet, der involverer mange penge, og offentlige penge må overholde fair konkurrenceregler, siger Vestager i en pressemeddelelse.

Hun har undersøgt tre forskellige sager om ulovlig statsstøtte til spanske fodboldklubber.

I den ene af sagerne skal Real Madrid betale 18,4 millioner euro (138 millioner kroner) tilbage i ulovlig statsstøtte, fordi klubben har modtaget et landområde på alt for favorable vilkår.

En anden sag handler om, at Valencias tre kriseramte fodboldklubber fik statsgaranterede banklån, der ikke blev givet på markedsvilkår og dermed er ulovlig statsstøtte.

Valencia skal betale 20,4 millioner euro (153 millioner kroner) tilbage, mens afgørelsen koster Hercules 6,1 millioner euro (46 millioner kroner) og Elche 3,7 millioner euro (28 millioner kroner).

I en tredje sag har Real Madrid, FC Barcelona, Athletic Bilbao og Atlético Osasuna gennem 20 år nydt godt af ulovlige skattefordele, fordi de blev behandlet som non-profit organisationer.

Spanien ændrede reglerne i januar, og EU-Kommissionen vurderer, at de fire spanske klubber højst skal betale hver fem millioner euro (37,5 millioner kroner) tilbage.

Men det endelige beløb skal nu regnes ud af de spanske myndigheder.

Margrethe Vestager har også undersøgt, om hollandske kommuner har givet ulovlig statsstøtte til fem fodboldklubber. Men det har de ikke, konkluderer hun.

Dermed slipper PSV Eindhoven, FC Den Bosch, MVV Maastricht, NEC Nijmegen og klubben Willem II i Tilburg for krav om tilbagebetaling.

/ritzau/