Spar Nord runder en halv milliard i overskud

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Et overskud før skat på 512 millioner kroner.

Det er, hvad Spar Nord kan skrive på bundlinjen efter de første seks måneder af 2014. Det er det bedste resultat for et første halvår i bankens historie. Faldende nedskrivninger, stigende gebyrindtægter plus kursgevinsten fra salget af Nets-aktier er med til at sikre rekorden.

Overskuddet er 54 procent bedre end samme periode sidste år, oplyser banken.

- Det er et regnskab, der viser en positiv udvikling på alle de væsentligste områder, og som vi samlet set er godt tilfredse med, siger Lasse Nyby, der er direktør i Spar Nord.

Han henviser blandt andet til, at nedskrivningerne sammenlignet med første halvår 2013 er faldet med 17 procent til 169 millioner kroner. Og Spar Nord har også brudt trenden med faldende bankudlån i årets andet kvartal.

- Et faldende bankudlån har igennem mange kvartaler stået som en af vores største udfordringer, og det vel at mærke til trods for, at vi i flere år har haft en kundetilgang i niveauet 10.000 nye kunder netto om året, siger Lasse Nyby i regnskabet.

- Derfor er det godt at se, at kurven nu er knækket. Men vi skal se væksten i bankudlånet fortsætte i de kommende kvartaler, før vi tør konstatere, at der er tale om et egentligt stemningsskift hos vores kunder, siger han.

Spar Nord har haft vokseværk i de første seks måneder af 2014. Her har man overtaget boliglån fra Basisbank i april samt en aftale om overtagelse af erhvervskunder fra FIH Erhvervsbank i maj.

- Vi har efterhånden en del gode erfaringer med at deltage aktivt i konsolideringen, og vi har de finansielle muskler til at fortsætte, hvis der viser sig nye muligheder. For vi befinder os stadig i et marked, hvor det er relevant at overveje opkøbsmuligheder, siger bankdirektøren.

Spar Nord fastholder forventningen om en samlet basisindtjening før nedskrivninger for hele året i niveauet 1,1 milliarder kroner. Hertil skal lægges kursgevinsten på 175 millioner kroner fra salget af aktier i Nets.

/ritzau/