Spar penge: Ny hjemmeside guider dig til det billigste elselskab

Skrevet af admin

01/04/2016

Mest læste i dag

Med dit postnummer, din adresse og få klik kan man fra fredag skyde genvej til en billigere elregning.

Det er meningen med elpris.dk - en ny hjemmeside, der skal gøre det lettere for almindelige elkunder at vælge et nyt elselskab.

Hjemmesiden sammenligner priserne på alle de mulige leverandører i et område og gør det også nemt at bestille et tilbud, hvis man overvejer at skifte.

- Formålet med sådan en prisside er at skabe gennemsigtighed for forbrugeren, så man nemt og overskueligt kan sammenligne lidt komplekse produkter, forklarer kontorchef Pia Rønager fra Energitilsynet.

Forhåbningen er samtidig, at hjemmesiden vil give mere konkurrence blandt elselskaberne og dermed lavere priser for kunderne.

I 2015 skiftede 241.721 danske elkunder leverandør. Det var det højeste tal nogensinde, og det er i højere grad de små kunder, der har fået øjnene op for muligheden.

Hjemmesiden elpris.dk viser i øvrigt også de såkaldte klimatilbud, hvor strømmen helt eller delvist kommer fra vindmøller eller andre vedvarende energikilder.

Samtidig med den nye hjemmeside kommer der nye regler for, hvordan elselskaberne sender regninger til kunderne. Tidligere fik mange to forskellige regninger - én fra selskabet, der sælger strømmen, og én fra det, der ejer elnettet.

Nu får alle kun én kuvert, og der er skåret ned på de mange poster i regningen, så det bliver lettere at forstå, hvad man betaler til. Omvendt er der ikke så stor gennemsigtighed omkring skatter og afgifter.

- Der har været kritik af den tidligere elregning for at være uforståelig. Man kan godt bede om den detaljere regning, og det er gratis, men som udgangspunkt får man den simple regning, forklarer Pia Rønager.

Der har været fri konkurrence på det danske elmarked siden 2003.

/ritzau/