Spar penge: Sådan skal du tænde for varmen

Sommeren går på hæld - og mørket og kulden trænger sig langsomt, men sikkert på. Men når du begynder at skrue op for varmen, skal det gøres korrekt, for der er mange penge at spare på den konto.

Følger man energiekspertens gode råd, kan der være et par tusinde at spare på varmeregningen. Samtidig sparer du også miljøet for CO2.

Jimmi Eiberg Jensen, der er projektleder hos forsyningsselskabet Hofor, siger, at der blot skal lidt ekstra omtanke til, når kulden afløser varmen:

- En almindelig familie kan spare op mod 2000 kroner på en fyringssæson uden at bruge så meget som en øre ekstra på det. Med korrekt brug af dit fjernvarmeanlæg kan du og din familie også spare miljøet for op mod et halvt ton CO2, siger han.

Problemet er, at mange skruer helt op for deres fjernvarmeanlæg med det samme. Men varmeregningen kan sættes ned, hvis man tænker sig om og skruer op i flere trin i takt med, at det bliver koldere.

- Skal du spare penge på varmeregningen og samtidig belaste klimaet mindre, så skal du åbne for varmen gradvist. Når fyringssæsonen begynder igen, så skal du kun sætte termostaten på 35-40 grader, siger Jimmi Eiberg Jensen.

- Når så det bliver koldere, så hæver du temperaturen på anlægget fem grader, og længere henne på fyringssæsonen drejer du termostaten yderligere fem grader. Dermed undgår du at sende for varmt fjernvarmevand retur, siger projektlederen.

Ud over at tænde langsomt, skal alle radiatorer i samme rum være indstillet ens. Det er bedre, at fire radiatorer varmer 25 procent hver end en, der banker løs.

Stil termostaten på mellem tre og fire. Så vil temperaturen ligge på mellem 19 og 22 grader. Hver grad betyder en stigning på fem procent rent prismæssigt.

Og sluk for radiatorerne, når du lufter ud. Gør det kraftigt, men i kort tid, så når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip