Sparekasse bedyrer uskyld trods milliondom

Sparekassen Himmerland overvejer nu, om den vil anke bødestraffen på fem millioner kroner i sagen om kursmanipulation.

Det fremgår af en fondsbørsmeddelelse udsendt kort efter den dom, som Retten i Hjørring har afsagt fredag eftermiddag.

Retten har fundet sparekassen skyldig i kursmanipulation, fordi Ebh Bank opkøbte cirka for fire millioner kroner aktier i sparekassen i løbet af halvanden måned i august og september 2008.

Og det var et led i aftalen mellem de daværende direktører i sparekassen og banken om at købe aktier hos hinanden.

At Ebh Bank bød i markedet havde den virkning, at markedet blev ført bag lyset, og at loven dermed blev overtrådt, fastslås det i dommen.

Imidlertid fastholder sparekassen i meddelelsen, at opkøbene ikke skete efter aftale med sparekassen.

Der står også i meddelelsen til NASDAQ, at sparekassen ikke havde kendskab til de enkelte handler.

Formanden for sparekassen er stærkt uenig i dommen.

- Jeg er dybt rystet over dommen, som jeg mener er helt forkert, siger formand Finn Hovalt Mathiassen ifølge nordjyske.dk.

- Mennesker begår jo fejl i en hektisk hverdag, og det er det, der er sket her. Nu vil jeg hjem og overveje, hvad vi gør, siger formanden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip